Azets Logo

Hvad er ferietillæg og hvorfor får vi det?

Dato

02. jul. 2025

Kategori

HR-legal
Ferietillæg er en økonomisk kompensation til lønmodtagere med ferie med løn. Tillægget udgør mindst 1 % af lønnen i ferieoptjeningsåret og har til formål at udligne forskellen mellem ferie med løn og feriegodtgørelse. Udbetalingen sker enten samtidig med ferieafholdelsen eller fast to gange om året – typisk i maj og august. 
Men hvad er reglerne for ferie med løn, ferietillæg og ferieafholdelse? I dette blogindlæg gennemgår vi alt, du som lønmodtager eller arbejdsgiver bør vide om ferietillæg, så du er bedst muligt klædt på til at håndtere det korrekt. 

Hvem har ret til løn under ferie  

For at være berettiget til ferie med løn skal du som lønmodtager være ansat på månedsbasis og have ret til fuld løn på søgnehelligdage samt under sygdom. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, vil du i stedet modtage feriegodtgørelse. 

Ferie, betalt ferie og kompensation 

For hver måned, du er ansat i ferieåret (1. september – 31. august), optjener du 2,08 dages betalt ferie. Det betyder, at du kan optjene op til 25 dages ferie om året. Med samtidighedsferien har du ret til at afholde ferie umiddelbart efter, at den er optjent. 
Når du har optjent ret til ferie med løn, svarer din ferieløn til din sædvanlige, faste løn på ferietidspunktet. Har du personalegoder, som du ikke kan benytte under ferien, skal værdien af disse medregnes i din ferieløn. 
Hvis du arbejder på provisionsløn, skal du desuden kompenseres for den provision, du går glip af under ferien. 

Ferietillæg på mindst 1 % 

Ud over din sædvanlige løn under ferie får du som lønmodtager et ferietillæg på mindst 1 % af din løn i optjeningsåret. Dette tillæg kompenserer for, at ferie med løn ikke er helt det samme som at få feriegodtgørelse.  

Kan ferietillægget være højere end 1 %? 

Satsen på 1 % er fastsat i ferieloven, men mange lønmodtagere får et større ferietillæg end dette. Som arbejdsgiver må man altid gerne stille sine medarbejdere bedre end fastsat i loven. 
Ferietillægget beregnes af alle indkomstpligtige lønbeløb og personalegoder, der fungerer som vederlag for arbejdet. Har du brug for rådgivning ift. ferieregler for dine medarbejdere?

Feriegodtgørelse 

Hvis du ikke får løn under ferie, får du i stedet feriegodtgørelse på 12,5 % af din ferieberettigede løn i optjeningsåret. 
Ved fratrædelse skal arbejdsgiver afregne feriegodtgørelsen. Beløbet overføres til FerieKonto, en feriekasse eller – hvis virksomheden har en særlig aftale – beholdes i virksomheden. 

Hvordan beregnes feriegodtgørelse? 

Feriegodtgørelsen beregnes ud fra blandt andet: 
  • ATP-bidrag 
  • Arbejdsmarkedsbidrag 
  • Eget bidrag til pension 
  • Skattepligtig indkomst 
  • Værdien af fri bil, telefon og andre skattepligtige goder 
  • Løn under afholdelse af særlige feriefridage/feriedage 
Men følgende indgår ikke i beregningen af feriegodtgørelse: 

Hvornår bliver ferietillægget udbetalt? 

Arbejdsgiver skal senest udbetale ferietillægget samtidig med at din dertil svarende ferie begynder. Dog vælger rigtig mange virksomheder at udbetale ferietillægget fast to gange årligt: i maj for perioden 1/9-31/5 og august for perioden 1/6-31/8, da det letter den administrative byrde internt i virksomheden.  
Vælger arbejdsgiver at udbetale ferietillægget før ferien holdes, skal man være opmærksom på, at det udbetalte beløb ikke må modregnes i en evt. feriegodtgørelse, hvis medarbejderen senere fratræder og ferien endnu ikke er afviklet; medmindre der er hjemmel herfor i en kollektiv aftale.  
Ved fratrædelse skal arbejdsgiver udbetale ferietillæg for de dage, der er afholdt på tidspunktet for fratrædelsen (og som ikke allerede er afregnet). 

Har du brug for rådgivning? 

Har du som arbejdsgiver brug for rådgivning i relation til ferie eller andre medarbejder-/HR-relaterede forhold, så er du velkommen til at kontakte os. 

FAQ om ferietillæg

Ferietillæg er en økonomisk kompensation til medarbejdere, der holder ferie med løn. Det udgør mindst 1 % af lønnen i optjeningsåret. 

Ferietillægget udbetales enten samtidig med ferieafholdelsen eller fast to gange om året: I maj for ferie optjent fra september til maj, eller i august for ferie optjent fra juni til august.

Ferietillægget skal udbetales senest ved ferieafholdelse. Hvis det udbetales på forhånd, kan det ikke kræves tilbagebetalt, medmindre en kollektiv aftale tillader det.

Hvis du ikke holder ferie med løn, får du din feriegodtgørelse via FerieKonto, din arbejdsgiver eller en feriekasse.
Dine feriepenge bliver udbetalt af FerieKonto, din arbejdsgiver eller en feriekasse. 

Lene Abbednæs

Lene Abbednæs er uddannet merkonom i personaleadministration og har suppleret sin uddannelse med kurser i forskellige lønsystemer. Hun har i 25 år arbejdet med løn i både den offentlige og private sektor. I Azets sidder Lene som senior lønkonsulent i Odense, hvor hun assisterer kunder med lønopgaver og -rådgivning. Lene har været i Azets siden 2007.